Accepter at være pårørende til alkoholiker

At være alkoholiker er jo sjældent noget, man bare bliver over en enkelt dag, selvom man da måske godt kan tale om, at der er noget arveanlæg for, at man kan blive det – men der er i hvert fald incitament for, at man kan bevæge sig i den retning, hvis man er opvokset i alkoholiske omgivelser, eller man bevæger sig i et miljø med meget alkoholindtag – og det accepteres i vidt begreb.

Pointen er, at det at være alkoholiker ikke er noget, som opstår fra den ene dag til den anden, såsom ved at man bliver diagnosticeret med en sygdom, der kan ses eller ej, eller man kommer ud for en ulykke.

Dette accepterer man jo hurtigt, for man ved godt, at man ikke kan benægte det, og især de pårørende ved godt, hvad man skal gøre her, for den ramte kan benægte det til at starte med eller ende i melankoli, hvorfor den eller de pårørende må gøre deres bedste for at hjælpe og holde vedkommende oven vande.

Men som pårørende til alkoholiker kan man ofte være i benægtelser, selvom alkoholikeren måske ligefrem blærer sig med at kunne drikke gevaldigt, eller vedkommende selv siger, at der ikke er noget galt.

Måske ved man som pårørende endda også fornuftsmæssigt, at den er gal, for man kan se, hvad vedkommende misser af aftaler, arbejde med videre og forsømmer venner og dagligdagsting.

Nogle pårørende til alkoholikere er gode til at påpege, at der kan være noget galt, selvom det er tabu, og man måske prøver at gøre det gelinde.

Men ofte er man bange for, at man ødelægger status quo eller får sat familiesituationen på spidsen.

Denne strategi nytter ikke noget i længden, for tingene vil bare blive værre, hvis man ikke griber ind på den ene eller anden måde – selvom det virkelig kan være svært at tage skridtet til at gøre det.