Besøgstæller html

Vinlaug

Degnemosegaard Vinlaug A/S blev stiftet den 1. december 2008 på grundlag af den hidtil drevne vingård på Degnemosegaard. Vinlauget er organiseret som et aktieselskab med aktier a 5.000 kroner. Til hver aktie er tilknyttet en arbejdsforpligtelse på vingården (p.t. fastsat til 5 dage om året), således at alle hjælper hinanden med at skabe vinen i alle dens elementer. Medlemmerne har mulighed for at købe vin til særligt gode priser samt deltage i medlemsarrangementer. 

Få mere information hvis du vil være medlem af vinlauget.

Formålet med Degnemosegaard Vinlaug
Degnemosegaard Vinlaug A/S skal drive vingården på Degnemosegaard i Hornsherred på en professionel måde og forsøge at skabe Danmarks bedste vine til glæde for medlemmer og andre forbrugere. Vinen skal skabes så naturligt som muligt under de bestående klimaforhold. Vinen skal skabes på sunde og modne druer. Processerne foregår ved håndarbejde for at opnå den mest nænsomme behandling af druerne.

Årets gang på Degnemosegaard
I marts foretages vinterbeskæringen, hvor vinstokkene formes til den kommende sæson. Fra maj til september beskæres planterne løbende for sideskud og uønsket vækst, så bladmængde og druer passer sammen. Der foretages ligeledes reduktion af druemængden. I første halvdel af oktober høstes der. Derefter starter vinproduktionen – eller vinificeringen. 

Fra stok til bord
Druerne afstilkes, og druemassen sættes til gæring. Ved rødvin gærer druerne med skallerne på. Det er skallerne, der giver farven og taninerne i rødvinen. Ved hvidvin presses druerne først, således at gæringen foretages uden skaller. Vinen fremstilles på en så naturlig måde som muligt – uden tilsætningsstoffer. Den passes hele vinteren og omstikkes i fornødent omfang. Hvidvinen er klar til salg i maj måned året efter høst, hvorimod rødvinen først er klar til salg fra september måned. 

Fakta
De første vinstokke blev plantet på Degnemosegaard i 2002. I dag er 1,5 ha jord beplantet med vinstokke (mellem 4.000 og 4.500 stokke). Der høstes årligt ca. 6.000-8.000 kg druer, som giver ca. 4.000 liter vin. Degnemosegaard producerer mest hvidvin (ca. 2/3 af produktionen ). Der dyrkes tre blå druesorter og fem grønne. Alle er nøje udvalgt til at kunne modnes i det danske klima. Druesorterne er Rondo, Regent og Leon Millot til rødvin og rosé samt Solaris, Ortega, Orion, Phoenix og Zalas Perle til hvidvin. Der fremstilles årligt en til to rødvine, en rosé og to til tre hvidvine.

Læs evt. mere om druerne og årgange.

Besøg vingården
Degnemosegaards gårdbutik er åben lørdage mellem kl. 11 og 14 eller efter aftale. Der kan aftales særlige rundvisninger og vinsmagninger, og der kan købes vin i forbindelse hermed. 

Degnemosegaard ligger midt i Hornsherred i et naturskønt område. Der er ca. 20 km. til byerne Frederikssund, Holbæk og Roskilde. Vil du også være med i Degnemose Vinlaug, eller vil du vide mere om vinlauget? Få mere information her.